Search
  • Sofie Engell

Livet med pseudotvillinger

Da vi fandt ud af at vi ventede endnu et barn, stillede vi os selv en masse spørgsmål. Hvordan kan vi sikre at det ikke går ud over parforholdet? Hvad kan vi gøre for at undgå at James bliver jaloux? Vi talte meget om de her ting gennem graviditeten og havde en masse forslag og ideer om hvad der ville være bedst at gøre. Vi har nu gjort os lidt erfaringer om det at have to små børn som jeg rigtig gerne vil dele med jer.


Forberedelse

At forberede den store derhjemme på hvad der skal ske, kan være en kæmpe fordel. Vi talte meget om baby inde i mors mave og James lod til at forstå det hele. Når jeg spurgte ham, hvor er baby henne så løb han hen og hev min bluse op og pruttede mig på maven, det var så utrolig hyggeligt. Han elskede sin lillebror allerede inden han var ude af maven.


En af de ting vi gjorde for at forberede James på hvad der skulle ske, var at købe bogen "Villy skal være storebror". Den handler om at mor er gravid, og alle de forestillinger Villy har om hvad han skal lege med baby. Så får mor ondt i maven og skal på hospitalet, farfar kommer og passer. Da baby er født skal de på hospitalet og hente dem og baby skriger meget, men det bliver bedre når baby bliver ammet. Baby skal også skiftes og her hjælper Villy og han holder baby i hånden, baby er nu meget sød alligevel. I bogen vil Villy gerne have en lillebror men får en lillesøster, vi valgte bare at læse baby der hvor kønnet stod omtalt, det kunne James bedre forholde sig til da det var det vi kalde Marco inde i maven. Denne bog læste vi hver dag for James, fra jeg var ca. 3 måneder henne og frem til termin. Han elskede den, og jeg tror virkelig på at den styrkede ham og forberedte ham på det at skulle være storebror. Den kan ihverftfald varmt anbefales, eller andre bøger med samme emne, jeg ved at de findes i mange afskygninger, med storesøster, lillesøster, lillebror osv.


Da jeg var 3 måneder henne og James var 15 måneder, valgte vi at rykke ham i juniorseng så tremmesengen blev ledig til lillebror. Dette gjorde vi meget bevist da vi ikke ønskede at han skulle få følelsen af at lillebror bare kommer og tager alle hans ting. Så vi indrettede deres værelse så der var plads til begge to. Det kan også være højstol, barnevogn eller andet man skal sørger for at få vænnet ham fra i god nok tid til det ihverfald ikke er lillebrors skyld. Det virkede rigtig godt for os, og igen talte vi meget om det under graviditeten, at her i sengen skulle lillebror sove når han kom ud af mors mave.




Første møde

Mange ser det første møde mellem de to søskende som noget stort og der skal være gaver osv. Sådan var det ikke hos os, det var et meget specielt og roligt møde. Farmor og farfar passede James under fødslen, jeg fødte kl 10.00 og få timer efter var vi hjemme og vise Marco frem. Vi lod ham blive i liften og lagde så liften på sofaen. James kiggede lidt mærkeligt på min mave og prøvede med sit meget begrænsede ordforråd at kommunikere omkring hvorvidt at det var babyen i maven som var i liften nu. Han var meget interesseret og nysgerrig, han kravlede op ved siden af ham og bøjede sig straks ned og kyssede ham. En lille dreng på 21 måneder kan godt være lidt voldsom, så vi fortalte ham at baby rigtig godt kunne lide at blive kildet under fødderne. Dette var en god måde hvor han kunne mærke ham og udtrykke sin kærlighed til ham, uden det blev for voldsomt med en 10 kg dreng oven på den lille nyfødte. De første par dage fortsatte sådan her, masser kys, kram og kilden under fødderne. Det var enormt smukt, James blev SÅ ked af det hvis vi satte baby nesten op i Marcos seng eller et andet sted hvor han ikke kunne nå ham. James skulle helst side nede i den sammen med Marco eller ved siden af ham, så han kunne lege men stadig lige holde ham i hånden ind imellem. Der var urolig meget kærlighed.



Så kom jalousien

Efter nogle dage gik det ligesom op for James at han lige pludselig ikke fik al opmærksomheden. Marco startede livet med at være ramt af MR virus, så han var rigtig dårlig og kunne knap trække været. James var også syg, ingen af os sov om natten og vores overskud blev mindre og mindre. James begyndte at regere rigtig kraftigt ved at løbe over og måske rive, slå eller kaste noget efter Marco når jeg fx. skulle amme ham. Vi blev som forældre enormt forskrækkede over at se en lille spæd bare få dage gl. med blodige rifter i ansigtet. Så vi kom til at regere med "NEJ", "FORSIGTIGT JAMES", "PAS NU PÅ HAM", "SÅ MÅ DU GÅ VÆK", generelt de her negative ord med meget negativ tone. Og det blev det hele faktisk bare værre af. Så følte han sig rigtig udenfor og kastede sig i gulvet , løb rundt og væltede alt han kunne finde på gulvet mens han skreg.

Vi fik fortsat ingen søvn i flere uger, Marco blev indlagt og kaoset blev værre og værre i takt med at James følte sig mere og mere fravalgt eller udenfor. Der var selvfølgelig også dejlige stunder hver dag, men generelt var det rigtigt hårdt for os alle sammen. ALT blev til en konflikt, tandbørstning, tøj på og af, al ting føltes som overgreb, for overskuddet var der ikke til at være pædagogisk og lave en sjov lej ud af tandbørstningen, vi var mildest talt udkørte.


Marco blev udskrevet og få dage efter var han i markant bedring. Vi fik sovet lidt om natten og overskuddet kom så småt igen. Vi snakkede om hvad vi dog gjorde galt, sådan her havde det jo aldrig været før, James plejede at være så nem. Jeg tog en snak med min svigerfar, som er tidligere leder i en børnehave, jeg fortalte ham om alle vores konflikter, at alt føltes som overgreb og at det ikke var sådanne forældre vi ønskede at være. Han kom med nogle rigtig gode råd og da vi havde fået overskud igen besluttede vi os for virkelig at gøre en indsats for at komme væk fra denne konflikt fyldte hverdag.



Hvad gjorde vi anderledes?

Hvem bestemmer?: Vi har altid været ret konsekvente og James har godt vidst at han ikke kunne løbe om hjørner med os. Men Så kom Marco, og lige pludselig undskyldte vi ALT ballade han lavede med "han har det svært nu han er blevet storebror" eller "der sker så meget i hans liv nu, det er synd for ham" og så bar vi ovre med de ting han gjorde, eller lod ham lige få sutten selvom det ikke var sovetid, eller lavede pasta nu han ikke ville spise aftensmaden. Dette stoppede brat efter min snak med Svigerfar. James er en lille dreng, han har brug for klare rammer, specielt i en ny situation som det at få et ekstra familie medlem. Så når han lagde sig ned på gulvet og skreg at han ikke ville spise sin mad, så sagde vi at det var synd så måtte han jo gå sulten i seng, så gik der 1,5 minut og han satte sig til bord og spiste den mad der var serveret. Sådan..


Overtøj: Når James begyndte at skrige og råbe "NEJ TØJ" så tog vi ham roligt ud på altanen og talte med ham om hvor koldt det var og at det var meget bedre at få lidt tøj på så man komme holde varmen, det kunne han jo godt mærke og med et "uha, koldt" løb han ind til sin flyverdragt og få minutter efter var han glad og tilfreds i overtøjet klar til afgang :D


Tandbørstning: Vi begyndte på en tandbørste leg, som jeg fandt på i sin tid da jeg passede børn. Så når vi børstede tænderne så ville jeg kigge ind i mundet og sige "Årh jeg kan se en fisk herinde, har du spist fisk idag? Og der er osgå et flot rødt æble, mums hvor har du fået mange lækre ting" Sådan nævne al mad han har fået i løbet af dagen, indtil vi er færdige med tandbørstningen. James elsker det og tandbørstning er blevet en sjov ting igen i stedet for skrig, fastholdelse mellem ben og den her overgrebs følelse.


Amning: Når Marco skulle ammes så tog vi en lille skål med æblechips (tørrede æbler) og lod ham sidde og se et par engelske sange på ipaden sammen med os. Dette gjorde at amningen blev en hyggelig stund for os alle. Så han ikke blev ked af at vi måtte afbryde en leg eller hvad det kunne være. Det fungerede rigtigt godt som afvænning på den dårlige vane med at blive aggressiv når jeg skulle amme. Men idag har vi ofte ikke brug for det, der kan han sagtens lege selv og bliver hverken jaloux eller forstyrret af at jeg sætter mig og ammer.


Fysisk kontakt med Marco: Vi prøvede at have fokus på at i stedet for at sige "NEJ", "FORSIGTIGT JAMES" osv. ville vi forsøge os med at fortælle hvad han gerne måtte i stedet ex. "årh du er sød du krammer ham, du kan også prøve at kysse hans hånd eller kilde ham under tæerne" med de ord fik vi ham væk fra det voldsomme kram/kys hen til at gøre noget som var rart for Marco. Og så har vi valgt simpelthen bide i os at det engang imellem blev et lidt voldsomt kram osv. Barnet har jo trods alt været gennem en fødsel og kan klare meget mere end man lige tænker, så længe han ikke virkede til at have smerter eller skreg. Dette har haft en helt utrolig påvirkning på James, han stoppede så småt med at blive aggressiv og rive osv. Nu er vi på et stadie hvor han har accepteret Marco fuldt ud, han har fundet sin nye plads i familien og reagere hverken på at jeg ammer, eller ligger med Marco om morgnen når han kommer ind til os. Han er meget kærlig og omsorgsfuld samt respektfuld omkring at Marco er lille og nogle gange har et behov for ex. at blive ammet lige mens vi er i gang med en leg.


Opdeling med børnene: Det var meget tydeligt at James savnede mig og han havde brug for enetid hvor Marco ikke forstyrrede i tide og utide.  Derfor besluttede vi at dele os op lidt hver dag. Det forgik sådan at når James kom hjem fra vuggestue så lagde Marco og Far sig in på soveværelset og fik lidt kvalitetstid (hud mod hud) imens kunne James og jeg tosse rundt og hygge os helt uforstyrret. Denne tid var enormt givende, vi fandt hinanden igen efter en svær og konfliktfyldt tid. Når så Marco skulle ammes så byttede vi så jeg lagde mig ind på soveværelset og ammede, og far kunne få lidt enetid med James. Efter aftensmaden var så tiden hvor hele familien var sammen og vi kunne hygge os alle sammen med leg på gulvet, eller hvis Marco sov, gemmeleg med James osv. Dette gav enormt meget, både fordi vi kunne samle overskud, få ladet op i den tid vi lå med Marco og så kunne vi have fuld fokus på kvalitets tid med James efterfølgende. Dette var nok egentlig det vigtigste af alt det vi gjorde, det gav os nemlig overskud til at tage styringen og være pædagogisk korrekte (så vidt muligt) der vil nok altid være lidt bommerter :) Men alt i alt var det en markant forbedring, i forhold til før, hvor vi alle fire hele tiden var i samme rum, og begge børn bare skreg på skift eller endnu værre, skreg mens far gik rundt med ørepropper.


Det blev en lang smøre :) Jeg håber virkelig at du kan få glæde af mine tips og de erfaringer vi har gjort os.


Spørg endelig hvis der er noget du er i tvivl om.


Xx Sofie

0 views
  • Black Instagram Icon

© 2018 by Sofie Weinreich Engell

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now